I Danmark har vi et ideal om, at alle skal være lige. Jeg er som dansker stolt af at komme fra et land, hvor vi prøver at skabe lige vilkår til alle gennem fri uddannelse, uddannelsesstøtte (SU), børnetandpleje, offentlige sygehuse osv. Men det ville være blåøjet at tro, at vi alle er lige. Da jeg selv var studerende på CBS, var vi 80 på holdet. Kun en var den første student i sin familie. Hun var virkelig sej og er endt i en forskerstilling som Ph.d., men det var en kamp for hende at komme igennem studiet, og det var ikke altid med de høje karakterer. Hendes mor, som var alkoholiker, kunne ikke hjælpe hende med lektierne eller diskutere politik og aktiemarkedet med hende ved middagsbordet, sådan som mange af vores andres forældre gjorde.
Det samme gælder på en arbejdsplads. Det er ikke alle, der ville kunne klare det, som direktører skal kunne klare. Som leder er en stor del af ens arbejde at løse andre menneskers problemer. Det er det, som Stine Bosse kalder for at tage opvasken. Jeg har holdt en række foredrag med hende. Hun plejer at åbne med en brilliant indledning. Hun spørger, om man kan lide mennesker. Dernæst, om hvis man var i sommerhus med to familier, ville man så være den, der tog opvasken? For det er nemlig et ret godt billede på, hvad det ofte vil sige at være leder.
En af de sundeste og dygtigste ledere, jeg arbejder med, er så uselvisk, at jeg næsten ikke kunne tro i begyndelsen, at det var sandt. Så jeg gik lidt til ham, for det kunne da ikke være rigtigt, at han ikke havde nogle ømme punkter, når nu næsten alle andre har. Selvfølgelig er der mennesker, som ikke har lidt skade af deres opvækst eller karriere. Han er en af dem. Det, som han fortalte mig, da han skulle finde noget, der kunne være problematisk, var, at han var vokset op på en gård, og at han allerede som 8-årig havde taget ansvar for at fodre dyrene. Med andre ord, han havde hele livet været den, der tog opvasken. Et ret godt eksempel på, at vi (desværre) ikke alle er lige, og mennesker er som sagt forskellige. Givet alle mulige grunde er der stor forskel på:
- Hvilke dysfunktioner man har (hvis man har nogen, men det har de fleste)
- Hvad mennesker synes er vigtigst og prioriterer bevidst eller ubevidst
- Hvor meget kompleksitet man kan håndtere
- Hvad der opleves, som så ubehageligt, at det kaprer et menneskes hjerne
- Hvor meget ubehag mennesker kan klare
- Hvor menneskers grænser går
- Hvilke ansigter man viser
- Hvordan man håndterer, når ens grænser er ved at være nået.
Der er situationer, hvor man bliver kapret øjeblikkeligt, og der er situationer, hvor det bygger sig op. Pludseligt flyder bægret over. Jeg oplever nogle gange ledere, der i god tro udfordrer eller presser deres medarbejdere ud over alle personlige grænser. Det gør de i den tro, at medarbejderne har samme grænser som dem selv, eller at det er ok, fordi de gør det i en god mening. De bedste ledere til at håndtere medarbejdere med lavt selvværd er dem, der virkelig forstår mennesker og har en høj EQ. Vil du læse mere om emnet, kan du med fordel læse denne artikel.